Højt at flyve - dybt at falde - men en erfaring rigere...Del 1!
En erfaring der har gjort mine vinger stærkere og atter har givet mig den vind, det kræver for at flyve igen...
Dette billede beskriver egentligt mine sidste små to år meget godt. Jeg har måtte til tasterne på ny, slukke lys, se tiden efter i sømmene, bruge forstørrelsesglas og gå i dybden med mine karakterer. Lad mig fortælle dig lidt om hvorfor og hvordan.
Min helt store drøm om at blive den stolte forfattermor til mine vingeløse engle og tusmørkebørn gik i opfyldelse i oktober 2015 - jeg fløj på en vind af glæde og stolthed - jeg havde gjort det - taget springet fra en meget høj klippe, bange for at falde og fejle - men jeg fløj.
Jeg elskede hvert sekund og tillod mig selv at glemme, hvor hård og udfordrende en proces, det egentligt havde været - jeg lod mig selv rive med af den boblende stolthed. Mine vingeløse engle fløj, og mine tusmørkebørn vandt indpas. Mine læsere tog så godt i mod mig og min bogbaby - noget jeg er så ubeskrivelig taknemmelig for. Men den vind, der bar mig, blev lunken for til sidst at blive kold - iskold - og jeg faldt.
Jeg siger jer, det gjorde nas, da jeg måtte indse, at mit samarbejde med mit daværende forlag ikke længere kunne fortsætte - vores forventninger til hinanden stemte ikke længere overens - jeg tror faktisk slet ikke, vi talte det samme sprog. Det var en lang og sej proces at nå til den erkendelse. Det trak tåre, frustrationer, mange søvnløse nætter og mavesmerter, men til sidst tog jeg beslutningen og måtte grave dybt i lommerne, så jeg kunne blive en fri fugl igen.
Men med frihed, kommer ansvar. Jeg blev nødt til at beslutte om mine vingeløse engle og tusmørkebørn overhovedet skulle flyve igen, eller om jeg skulle begrave dem en gang for alle og lade drømme være drømme. Det var en forfærdelig tid - ganske enkelt hårrejsende afskyelig - og jeg ved slet ikke, om jeg ville kunne sidde her og skrive dette, hvis jeg ikke havde haft Mette Sejrbo, Haidi Wigger Klaris og Jette Kjær Pedersen på sidelinjen - og ikke mindst min familie, venner og alle jer fantastiske læsere. For når alt så allermest sort ud - var dem dem og jer, der mindede mig om at min historie og mit univers var det hele værd. Til sidste spurgte Haidi: "Hvad har du at tabe, Louise? Prøv lykken et andet sted."
Jeg gumlede og gumlede og til sidste tog jeg chancen og lagde bind 2 af historien op på Dreamlitts platform. Jeg fik positiv respons og blev bedt om at sende 1. bind ind. Efter en måneds tid, hvor jeg ikke vidste, om jeg var købt eller solgt, fik jeg en mail om at de ville overveje det. Jeg blev inviteret til et møde med Rikki inde i København og sammen fik vi sat rammerne for vores samarbejde. Men jeg var en såret fugl, mine vinger gjorde ondt, og mit hjerte var så skrøbeligt - men Dreamlitt tog godt i mod mig med åbenhed, gennemsigtighed og forventningsafstemning - lige hvad jeg havde brug for. Jeg kan uden at blinke skrive under på, at de uden tvivl er Danmarks rareste forlag :)
Men det var også her det hårde arbejde for alvor begyndte - det var tid til at smøge ærmerne op, vende det hele lidt på hovedet og tage nye chancer - og her til foråret udkommer Tusmørkebørn - bind 1 i serien Skaberens Våben.
Stay tuned - næste blogindlæg går i dybden med selve redigerings-processen, og de tanker jeg har gjort mig undervejs.
Du er velkommen til at hoppe ind på min hjemmeside og tilmelde dig mit nyhedsbrev - følg dette link.
Tak fordi du læste med - du er velkommen til at stille spørgsmål eller kommentere, hvis du tænker, at det kunne være interessant, at jeg belyser en specifik del af denne proces fra et forlag til et andet.
