Det der med deadlines ... og præstationsangst...
Det er blevet tid til feriens sidste kølige glas hvidvin og lidt refleksion ... om mindre end tolv timer rammer hverdagen igen - er jeg parat?
Slet ikke - jeg har ikke fået skrevet så meget som, jeg egentligt havde planlagt, og det er det, jeg vil reflektere lidt over i det her blogindlæg.
Så hvorfor er det, at jeg ikke har fået skrevet så meget? I følge kalenderen har jeg haft tiden til det, regnen har væltet ned og indbudt netop til skrivning, og jeg har opholdt mig i min elskede campingvogn - altså haft alle muligheder og egentligt også de helt rigtige rammer. Alligevel er det ikke blevet til så mange ord.
Jeg er nået frem til, at det har noget med deadlines og præsationsangst at gøre - og så selvfølgelig at jeg har mand og tre friske drenge, som har haft brug for deres mors tilstedeværelse, både mentalt og fysisk.
Tusmørkbørn er blevet super godt modtaget - jeg har fået min lektørudtalelse og en meget positiv en af slagsen - bibliotekerne rundt om i landet køber den ind - og de udstiller den endda - det er jo for vildt.
Jeg er så glad, stolt og stadig i en tåge af taknemmelighed over, at min bogbaby har klaret sin genfødsel og endda i god stil.
De anmeldelser, der er kommet er flotte og specielt dem i mit netværk, som har læst den, har rost den, så jeg får helt røde ører.
Og så blev jeg ramt af en eller anden imaginær forhammer. Et øjeblik blev jeg sgu helt slået ud! Forhammeren er forklædt som forventninger - et pres jeg ikke har følt før, i hvert fald ikke på den måde. Tusmørkebørn er skrevet af ren og skær fornøjelse, et ønske om at fortælle en god historie... det har taget mig flere år, og jeg har aldrig følt forventningens pres før nu.
En lille stemme i mit baghoved begyndte at nage mig big time, når jeg satte mig til tasterne .... "Hey, Marie-Louise," hviskede den, "dine læsere forventer noget af dig nu, du må hellere stramme dig an .... det der er jo ubrugeligt, det du skriver ... nu må du tage dig sammen ... hvor er spændingen ... dit plot holder ikke ..."
Jeg er i et erhverv, hvor jeg skal præstere hver eneste dag - jeg er vant til pres - men nu ...uhh det er svært at håndtere.
Man kan jo spørge sig selv om, hvorfor jeg overhovedet deler det her med jer? Burde jeg ikke bare tie stille og lade som om, at jeg har fuldstændig styr på det som alle de andre seje forfattere har? Jo, det kan godt være, men jeg går ind for ærlighed, og jeg tror, det er vigtigt, at jeg får sat ord på, for på den måde at komme ud af denne her præstationsangst, som lige nu har sine klamme klør i mig. Faktisk tror jeg også, at jeg ikke er den eneste forfatter der føler presset ved "den svære toér".
Nogle forfattere er så heldige, at de har deres plotlines skrevet ned og bare har totalt styr på det - jeg er ikke en af dem - jeg er meget følelsesbetonet, når jeg skriver, og ja, det giver nogle hug. Jeg har et overordnet plot oppe i mit hoved - jeg ved godt hvordan det hele skal ende - men det er også det. Jeg har skrevet ideer ned og så videre - men pludselig er det som om det hele bare ikke er godt nok - jeg er simpelthen bange for at fejle - lige lige som min HP Victoria, som til tider begår nogle dumme handlinger, men bær over med hende, hun gør det, fordi hun er bange for ikke at være godt nok, bange for ikke at kunne møde de forventninger, som alle har til hende...
Samtidig og som kontrast - er jeg den slags persone, der arbejder bedst under press - mit håb er, at nu hvor hverdagen kommer, vil jeg vågne op til dåd og få plads og tid til at få skrevet - der er jo en deadline...
Nu vil jeg poste det her - drikke min hvidvin og lade Matt, Vic og Will få røven på komedie, så de kan komme op i omdrejninger i en helvedes fart...)
Håber I har nydt jeres ferie - jeg har i den grad nydt min - og haft mange dejlige stunder med mine drenge - nu er det tid til at fordybe mig i skrivningen igen...
Mange eftertænksomme sommerhilsner
